Referat af mødet for Erfagruppen for Biblioteksbetjening af etniske minoriteter den 14. marts 2006

 

 

Referat af mødet på Gentofte Bibliotekerne

 

Ordstyrer: Marianne Ellert

Referent: Eva Jakobsen

 

Deltagere: Marianne Ellert, Albertslund, Anne Marie Reinholdt, Ballerup, Nina Frederiksen, KKB, Iben Madsen, Ballerup, Eva Jakobsen, Taastrup, Helle Welinder, Hørsholm, Michael Olsen, Vallensbæk, Karin Marie Andersen, Rødovre, Karen Albert, Farum, Lone Fosdal, Herlev, Lotte Petersen, Bibliotekscenter for Integration, Linda Vinding Pedersen, Søllerød, Vibeke Schmidt, Frederiksberg, Gerd Bjørnvig, Lyngby, Lotte Norman, Gladsaxe, Suzanne Schytt, Helsingør, Berit Sandholdt Jacobsen, Greve.

Afbud: Hillerød, Tårnby, Hvidovre, Ishøj, Brøndby, Nivå, Værløse

 

Dagsorden:

 

Tema: Hvordan kan vi som biblioteker arbejde mere systematisk med læring, lektiehjælp, undervisning i Internet m.v. i relation til målgruppen.

Suzanne Schytt, Helsingør og Berit Sandholt Jacobsen, Greve bidrog med oplæg.

 

1. 'Den åbne dør' - en informations- og lektiehjælpscafe

v. Suzanne Schytt, Helsingør Bibliotek

Projektet er beskrevet på Biblioteksstyrelsens hjemmeside, www.bs.dk som oplæg fra temadagen i Eigtveds Pakhus den 23. januar 2006. Suzanne lagde på dagens møde derfor især vægt på de problematikker og nye roller der opstår, når man går længere end 'at stille til rådighed'. Bibliotekets rolle som frirum, et sted man kommer af egen vilje, fri for faste organiserede rammer, er en stor force. Biblioteket skal ikke konkurrere med skolerne og have karakter af undervisningssted. Derimod kan man iværksætte 'skæve', skræddersyede undervisningsforløb. Svagheden er en manglende forpligtelse fra lånernes side.

Lektiecafeen fungerer ved frivillig hjælp fra Dansk Flygtningehjælps netværksgruppe. Det er vigtigt at de frivillige møder de unge med åbenhed, varme og accept. En fælles holdning/fælles værdisæt er nødvendigt. Næsten alle de frivillige er dog meget positive og virker særdeles professionelle. Nogle unge opsøger endog lektiehjælpen, fordi de kender de frivillige. Hvis samarbejdet ikke fungerer er det bibliotekets opgave at tage de ubehagelige samtaler med de frivillige.

 

Lektiecafeen har ikke sit eget lokale, derfor skal der stadig være plads til de unge 'der mangler spørgsmål' og bare vil sidde ved computeren, måske kommer spørgsmålene hen ad vejen. Man må finde en balance mellem frirum og lektiecafé.

Biblioteket påtager sig også en demokratisk opgave. F.eks. har man medvirket til oprettelse af dansk-kurdisk venskabsforening og dansk-persisk samvirke, man har her udnyttet bibliotekarens evne til at knytte netværk. Det er ikke nok at komme med en foreningshåndbog, til en person/gruppe, der ikke har noget forhåndskendskab til foreningsdannelse, man må også hjælpe med at finde ud af hvor der kan søges tilskud osv.

I forhold til skolerne er det vigtigt at undgå at komme i konkurrence med deres lektiecafeer, men biblioteket har nogle andre rammer og nogle andre personer end dem børnene er sammen med hele dagen. Det er vigtigt at inddrage så mange samarbejdspartnere som muligt, at give medejerskab så de ikke føler sig truet af bibliotekets projekt.

 

Undervisning i internet på forskellige sprog samt lektiehjælp

v. Berit Sandholt Jacobsen, Greve Bibliotek

Lektiehjælpen startede i 2004. Der var ikke på forhånd nogle frivillige i Greve. Desuden var der et svagt netværk mellem flygtninge/indvandrere. Der er mange traumatiserede flygtninge uden det store overskud. Efter råd fra Dansk Flygtningehjælp holdt Berit en hvervekampagne, hvilket resulterede i 12 deltagere til det første møde. Lektiehjælpen foregår i udlånet 3 gange ugentlig. Bibliotekets rolle er at annoncere, organisere, lave plakater og i det hele taget være praktisk gris. Der er stort efterspørgsel på lektiehjælpen, men ikke nødvendigvis i 'åbningstiden'. Lånerne ønsker hjælpen her og nu. Der er søgt midler i ministeriet til materialer og udflugter/aktiviteter, bl.a. en tur til Vingeskibsmuseet med en frivillig som guide.

Gennem de sidste 3 sæsoner har man tilbudt Internet undervisning på arabisk, tyrkisk og urdu, med forløb á 4x2timer. Primært ældre brugere deltog med 4-6 deltagere pr. gang. Man prøver at finde en ny form, f.eks. kursus over en hel dag.

 

 

 

2. Runde blandt mødedeltagerne om følgende spørgsmål:

Hvilken form for hjælp yder bibliotekerne i forbindelse med brugen af IN, f.eks. CV, jobsøgning, e-mail, netbank, opgaveløsning, hjælp til at skrive ansøgninger og breve til det offentlige.

Hvor går grænsen - ophavsrettighedsproblemer m.m.

Foregår der undervisning af målgruppen, deler man det op efter alder og køn

 

Ballerup har startet et projektforsøg med it-vagt: hjælper med CV, jobansøgninger, oprette e-mail osv. 16 ansatte deltager på tværs af faggrupper. Man har vagt 2 timer om dagen og tilkaldes via mobiltelefon.

 

Rødovre: Lektiecafe m. frivillig arbejdskraft. Målrettet IN undervisning for kvinder + tekstbehandling.

 

Farum: Vil oprette lektiecafé for kvinder.

 

Albertslund: Havde et kvindeprojekt sidste år på en af filialerne (Hedemarken) Gruppen af især tyrkiske og kurdiske kvinder kommer stadig væk. De har fået lidt undervisning i IN. Der er planer om at lave lektiehjælp også på Hedemarken

Mange biblioteker har IN-undervisning, men ikke målrettet gruppen. De fleste er behjælpelige med IN i situationen.

 

 

3. Nyt fra forretningsudvalget, herunder konferencen "Det globale i det lokale" d. 23. januar 2006 samt midtvejsevalueringsmødet af Det faglige netværkssamarbejde d. 1. februar 2006.

Konferencen var veltilrettelagt, med mange deltagende ledere og knap så mange politikere. Se: www.bs.dk

Naser Khader mente at biblioteksbetjeningen skal ind i integrationslovgivningen og vice-versa.

God introduktion til kampagnen 'Porten til det danske samfund', hvor fire projekter blev præsenteret.

I pauserne var der Bazar, hvor man blev præsenteret for nogle af de mange spændende projekter, der er i gang rundt om på bibliotekerne. Senere blev det afsløret i et indlæg fra Statsbiblioteket, der fortalte om deres planer, at indvandrerbiblioteket har fået navneforandring til Bibliotekscenter for integration (SBCI)

 

Lotte Pedersen (SBCI) fortalte endvidere: SBCI har planer om at arrangere en studietur til Toronto i september om biblioteksbetjening af etniske minoriteter i det multikulturelle samfund. SBCI vil oprette netværk om kvinde/pige problematikker, læring og globale tendenser indenfor integrationsområdet. Det kan man læse mere om på SBCI´s hjemmeside, som stadig væk indtil videre har adressen: www.indvandrerbiblioteket.dk

Alle interesserede kan tilmelde sig ved at sende en mail til lpe@statsbiblioteket.dk  Her kan man også tilmelde sig Kitab-forum, hvor man får de sidste nyheder og informationer. Ny struktur i SBCI: 1. klassiske bibliotekariske ydelser 2. Viden-center.

SBCI arbejder med nye koncepter for depotudlån.

 

Marianne Ellert: Midtvejsevalueringsmødet af det faglige netværkssamarbejde konkluderer at netværks- og erfagrupperne stort set fungerer godt. Netværksgruppen for voksne har det problem, at erfagrupperne trækker indholdet ud af deres gruppe. Der vil ikke blive foretaget nogle større ændringer, før den nye strukturreform er på plads. I vores erfagruppe er der ønske om at få flere med fra København og evt. et par kommuner i Roskilde Amt. Derudover er det et stort ønske at få en fast repræsentant fra SBCI. Men i givet fald vil det først blive ændret sammen med de andre ting.

 

 

4. Evt., herunder emner for kommende møde.

Forslag sendes til Marianne Ellert eller Anne Marie Reinholdt.