Referat fra Biblioteksledermødet den 8. september 2006

 

Mødet blev afholdt på Gentofte Bibliotekerne

 

Deltagere:

Allerød: Anette Aalund

Ballerup: Tine Vind

Birkerød: Mona Madsen

Farum: Vivi Fahnøe

Fredensborg-Humlebæk: Lise Kann

Frederiksberg: Bente Nielsen

Frederiksværk: Elna Nyholm

Gentofte: Lone Gladbo, Pia Hansen, John Nørskov Hansen og Ole Olav Jensen

Gladsaxe: Charlotte Plenge

Glostrup: Anne Marie Brems

Helsingør: Margrethe Haugen

Herlev: Steen Nielsen

Hillerød: Sys Sigurd

Hvidovre: Hanne Bendtsen

Høje-Taastrup: Leon Rye

Ishøj: Hans Peter Rasmussen

Lyngby: Susanne Rømeling

Rødovre: Bo Braune

Tårnby: Jens Lauridsen

Værløse: Nina Madsen

 

Punkt 1. Godkendelse af referatet fra sidste møde

Referatet godkendt

 

 

Punkt 2. Rapport om Musikkarenstid herunder konsekvenserne af musikkarenstiden for indkøbet og udlånet af musikbærende fastformsmedier på bibliotekerne

Ved Tine Vind, Ballerup Bibliotek

Tine Vind gennemgik rapporten om musikkarenstid. Effekten af musikkarenstiden på udlånstal, er svær at måle, da statistikgrundlaget er meget uens, men mens bl.a. klassisk musik er næsten status quo, så er udlånstalende af rock og pop faldet med 33% fra 2004 til 2005. Tine har ikke kunnet finde nogen, der er rigtig glad for musikkarenstiden: Bibliotekerne er sure, musikbranchen er ikke rigtig glade, man har ikke rigtig kunnet påvise en effekt og lånerne er tilsyneladende næsten ligeglade. Se mere i det medsendte bilag.

Oplæg om Musikkarenstid af Tine Vind

 

Filtype pdf Oplæg om Musikkarenstid af Tine Vind

 

 

 

Punkt 3. Den fremtidige musikformidling i folkebibliotekerne

Ved Charlotte Pedersen, Odense Centralbibliotek

Charlotte Pedersen fokuserede i sit oplæg på såvel det fysiske og virtuelle rum/webformidlingen i musikformidlingen. Udvikling af praksisfællesskaber f.eks. "music communities", sociale fællesskaber på nettet, weblogs og samarbejde med musiklivet kan være med til at markere biblioteket som den institution, der kan skabe oplevelser. Hun understregede, at musikbiblioteket skal kunne noget andet end de kommercielle musikformidlere - vel at mærke noget der er efterspurgt. Se udsendte bilag samt Vision for Odense Musikbibliotek.

Oplæg om Musikformidling af Charlotte Pedersen

 

Filtype pdf Oplæg om Musikformidling af Charlotte Pedersen

 

 

 

Drøftelse af punkt 2 + 3

Afslutningsvis var der spørgsmål til Tine og Charlotte samt debat, der hurtigt fokuserede på Bibliotekernes Netmusiks muligheder og rolle i det virtuelle musikunivers.

 

 

Punkt 4. FseV - Folkebiblioteket som en Virksomhed

Thomas Elfing fortalte om sine ideer til en service, som har til formål at koordinere en samlet markedsføringsindsats af bibliotekerne overfor erhvervslivet. Markedsføringen er tænkt at skulle ske henholdsvis gennem annoncer i Erhvervsbladet, samt ved, at der oprettes en hjemmeside, hvor det enkelte bibliotek har sin egen profil, der præsenterer de services biblioteket har at tilbyde. Thomas Elfing sagde, at der indtil nu ikke havde været den store interesse for projektet, hvilket efter hans egen mening nok skyldtes, at projektet var grebet forkert an. Derfor ville han nu ansøge bl.a. Biblioteksstyrelsen om støtte til en forundersøgelse, som bl.a. skulle indeholde en analyse af virksomhedernes behov.

 

 

Punkt 5. Meddelelser

 

• Leveringstid på reserveringer. Pia Hansen orienterede om statistik vedrørende leveringstid på hjemmeværende materiale d. 8. og 9. maj 2006: 88.6 % af bestillinger på materiale, der var hjemme den 8. maj var udlånt den 9. eller 10. maj. 83.8 % af bestillinger på materiale, der var hjemme den 9. maj var udlånt 10. eller 11. maj. Fremtidig statistik vedrørende leveringstid sættes fremover ikke på biblioteksledermødets dagsorden, men sendes direkte til bibliotekerne som orientering.

 

• Ny søgemaskine. Lone Gladbo gjorde opmærksom på Statsbibliotekets nye søgemaskine Summa, som bl.a. Gentofte er med til at teste. www.statsbiblioteket.dk 

 

• Kørselsordningen. Pia Hansen orienterede om møde vedrørende kørselsordningen mellem Biblioteksstyrelsen, Hvidovre Vognmandsforretning og Pia Hansen, hvor bl.a. den ekstra dag, som Styrelsen betaler i 2007, skal drøftes.

 

Mona Madsen spurgte om muligheden for tilkøb af et ekstra afleveringssted. Pia Hansen tager spørgsmålet med til mødet.

 

Spørgsmål af fælles interesse vedrørende kørselsordningen for 2007 sættes eventuelt på dagsordenen på et kommende møde.

 

• Regional Ungekonsulent. John Nørskov Hansen orienterede om, at ansøgningen til Overbygningspuljen om en regional ungekonsulent ikke var blevet imødekommet med den begrundelse, at funktionen primært omfatter Gentoftes egen region, samt at det mulige udbytte for andre regioner vurderes at være for lille.

 

• Best practice/benchmarking. Den 27. september afholdes en Biblab-workshop: Der er unge på biblioteket. CB opsamler erfaringer/best practice fra workshopforløbet og videreformidler resultatet til bibliotekerne.

 

• Nyt projekt om samarbejde mellem Blindebiblioteket og folkebibliotekerne. John Nørskov Hansen orienterede om tilsagn på kr. 50.000 fra Overbygningspuljen til projekt om det fremtidige samarbejde mellem Blindebiblioteket og folkebibliotekerne. Projektbeskrivelsen eftersendes til orientering, når den er udarbejdet. I forbindelse med det kommende projekt har Blindebiblioteket indledt dialogmøder med folkebibliotekerne.

 

Charlotte Plenge nævnte, at Gladsaxe allerede havde modtaget en invitation til et sådant dialogmøde, men anbefalet Blindebiblioteket at inviteret flere biblioteker til sammen møde m.h.p. samarbejde vedrørende biblioteksbetjeningen af målgruppen.

Margrethe Haugen spurgte om produktion af bibliotekernes lydaviser blev en del af projektet, og foreslog i den forbindelse en central løsning.

 

• Visionsseminar vedrørende ny styringsmodel for netbibliotekerne. Lise Kann efterspurgte orientering om det afholdte vissionsseminar, som er nævnt i sidste referat. Lone Gladbo orienterede og oplyste, at 2007 bliver et status quo år for netbibliotekerne.

 

• Nye chefer i Furesø. Nina Madsen orienterede om, at Vivi Fahnøe er ny leder i Furesø Bibliotek. Endvidere er Bente Høegh udnævnt til kulturchef sammesteds.

 

• "Unge mødes" i Ballerup. Tine Vind orienterede om, at Ballerup Bibliotekernes store projekt "Unge mødes" åbnes tirsdag d. 3. oktober 2006 kl. 16.00. Alle biblioteksledere får tilsendt en invitation.

 

• Organisationsændring i Hvidovre. Med baggrund i pensionering af 6 medarbejdere er afdelingerne for voksen og børn/ung slået sammen. Desuden er der oprettet konsulentstillinger inden for bl.a. web/det virtuelle bibliotek, udvikler for 0-25-årige og PR.

 

• Fælles reglement. Når Det fælles reglement er blevet politisk behandlet i hjemkommunen, sendes det til Pia Hansen.

 

• Ny biblioteksforening. De to biblioteksforeninger i området fusionerer, og der er stiftende generalforsamling for en ny biblioteksforening for Region Hovedstaden den 23. november. Lone Gladbo opfordrede til at sætte kryds ved datoen samt til at stille op til gruppe B i den nye bestyrelse.

 

 

Punkt 6. Eventuelt samt punkter til næste møde

 

NB! Næste møde afholdes i Brøndby Bibliotekerne, Kulturhuset Kilden Nygårds Plads 31, 2605 Brøndby

 

På Biblioteksledermødet den 6. oktober 2006 sættes fokus på kvalitet og udvikling i børnebiblioteket:

Professor Beth Juncker præsenterer centrale passager fra sin disputats "Om processen. En forskningsfortælling om det æstetiskes betydning i børns kultur", og Børnebibliotekskonsulent Anna Enemark Brandt, Biblioteksstyrelsen, præsenterer perspektiver på udvikling af fremtidens bibliotekstilbud til børn.

Redaktør Berit Lærkes fortæller om rapporten "Når børn stiller spørgsmål: En analyse af kommunikationen i det fysiske børnebibliotek og på Spørg Olivia - en spørgetjeneste for børn på nettet"

 

 

Referat ved Ole Olav Jensen